En inspirerende mand og et snart farvel

”Drengen vil hviske det til mig, og så vil jeg sige det højt på engelsk, for hvis de andre mennesker, som er her, vidste hvad de drenge har gjort, ville de løbe deres vej”, det var hvad Alvin sagde, da 5 drenge fra et ungdomsfængsel fortalte deres vidnesbyrd. De 5 drenge var blevet døbt samme dag og havde af den grund og den eneste gang i fængslets historie fået lov til at komme udenfor fængslets murer en stund for at blive døbt og efterfølgende spise frokost på en restaurant.

Da drengene kom, var vi allerede på restauranten og Alvin var så småt begyndt at fortælle om sig selv og sit arbejde, men da jeg så drengens ansigter var det første der slog mig hvor unge de så ud.

De kommer fra et ungdomsfængsel hvor der er drenge fra 12-18 år og ved siden af ligger pigeungdomsfængslet. Alvin har et projekt der, som hedder ”Orphan helpers” som holder bibeltimer for drengene og har et hus hvor de kan lære drengene at bruge en computer, at klippe hår og nogle få andre ting. Desuden er dødsraten i ungdomsfængslet faldet dramatisk efter deres tilstedeværelse. Før plejede der at blive dræbt flere om året, men nu er det 3 år siden der sidst var en som blev dræbt.

Af de 5 drenge vi mødte den dag på restauranten var der én som havde været bandeleder for 200-250 andre unge og derudover var han også anklaget for at have dræbt 3 personer, én som bevidste var blevet sendt i fængsel af sin bande for at dræbe 2 andre inde i fængsel (faktisk 2 af dem som han blev døbt med) men han fik det dog aldrig gjort, én som var ”drug trafficker” , altså leverede stofferne, som prøvede på at dræbe en anden ung dreng som også var drug trafficker, det lykkedes dog ikke (på det tidspunkt har han været 12-13 år), én til som havde forsøgt at begå mord, hvor det var mislykkedes og den sidste som var i fængsel for mord.

Alle 5 meget ulykkelige skæbner, dog alt for ofte virkeligheden for unge honduranere, men som nu er blevet kristne og døbt, og nu ønsker de blot at være et vidnesbyrd for andre unge i samme situationen. Drengen som var bandeleder ønsker at gå tilbage til de drenge han før var leder for, og fortælle dem om Jesus, selvom han ved at det mest sandsynlige er, at han vil blive dræbt.

 

Det er Alvins hverdag. Unge drenge fra ungdomsfængsel, som beslutter sig for at give sit liv til Gud og dem som ikke gør, hjemløse børn, unge og gamle som han tager ud til på gaden for at give mad og drikke til, 2 madcentre i 2 af de fattigste områder i udkanten af Tegucigalpa, hvor husene er lavet af nogle få brædder, hvor der er sat pap på indersiden som isolering, og de eneste måltider nogle af børnene får er i madcentrene.

Overalt hvor vi kom, blev Alvin mødt med kærlighed og glæde. Børnene elskede ham, de ældre respekterede ham og de unge så op til ham. Og han er én som alle burde se op til. Han inspirerer en til at kæmpe for en bedre verden med mere lighed og bedre vilkår og giver en troen på, at  hvis man blot har hjertet med i det, behøver man ikke en kandidat eller at være professor for at kunne hjælpe andre mennesker, som desperat har brug for den hjælp.

Weekenden med Alvin, har fået mig til at tænke over, hvordan jeg vil blive ved med at hjælpe andre – om det så er i Danmark eller udlandet – når jeg kommer hjem. Pludselig er det relevant for mig at tænke på det, for min tid på Emmanuel er nu næsten forbi. På torsdag forlader jeg børnehjemmet Emmanuel efter 4½ måneds glæde, sjov, knus, kram og til tider svære tider. Men at tage til Honduras og være volontør på et børnehjem, er en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget og jeg frygter allerede nu for på torsdag når jeg skal sige farvel til dem og ikke vide hvornår jeg skal se dem igen.

Det sidste stykke tid har jeg bare nydt at være sammen med børnene. Jeg har overnattet i huset med dem, set film med dem, holdt fødselsdag for nogle piger. Bare hygget med dem og nydt den sidste tid med dem. Derudover har jeg også for første gang fejret 4. juli sammen med alle de andre volontører og staff. Vi havde kæmpe fest oppe i vores hus, hvor det Amerikanske flag var hængt op og alt var dekoreret i hvidt, blåt og rødt. En dag de tager meget seriøst, og specielt David, stifter af børnehjemmet, som er gammel Vietnam veteran.  Os volontører har haft masser af bål – inklusiv Skt. Hans aften med den flotteste heks – grillet og også bare hygget. At sige farvel til hele børnehjemmet Emmanuel blive svært. Staff, børnene, de andre volontører, omgivelserne,  Glenda (vores lokale frugthandler), Honduras!

Der er specielt nogle piger som har brændt sig ind i mit hjerte og det at skulle sige farvel til dem, uden at vide om jeg nogensinde kommer til at se dem igen, er ikke en sjov tanke, og jeg er da også sikker på at jeg kommer til at fælde en tåre eller 2, når jeg på torsdag forlader børnehjemmet.

En ting er dog sikkert, det er ikke sidste gang jeg kommer til Honduras og specielt ikke sidste gang jeg sætter min fod på børnehjemmet Emmanuel!

 

Semana Santa

Så er påskeugen kommet og gået med vandsjov, ”fieldgames”, tur i bjergene, overnatning i pigernes hus, gudstjenester og 2 skaldede piger.  En super sjov uge som helt klart har været med til at jeg er kommet til at kende mange af pigerne bedre og begynder så småt at kunne føre nogle enkelte samtaler med dem, men spansk er endnu ikke mit yndlingssprog.

I påaskeugen havde alle børnene fri, hvilket også gjorde, at jeg havde fri hele ugen, da jeg jo normalt underviser i special needs klassen. Mandag og tirsdag gik med at være i klinikken om morgenen (når der er syge børn i klinikken, skiftes vi volontører til at tage vagter i

Alt for mange piger i et alt for lille badebassin

klinikken) og om eftermiddagen tog Kelsey og jeg grupper af børn fra vores hus med til ”craft house” hvor vi tegnede og gav dem neglelak på. Onsdag begyndte aktiviteterne så, hvor Kelsey og jeg havde lavet et lille løb til dem og efter det spillede jeg rundbold med nogle af de større piger. En rigtigt hyggelig dag, hvor det bare var skønt at være sammen med alle pigerne fra mit hus og lære dem lidt bedre at kende. Torsdag havde vi vanddag, hvor vi havde fået fat i et par badebassiner og 2 ”slip’n slides”. Pigerne var elskede det og legede med det stort hele dagen, indtil sent på eftermiddagen, hvor strømmen gik og vi derfor blev nødt til at lukke for vandet, for ikke at løbe tør for vand. Om aftenen tog tog vi chips og en film med over til pigerne hvor vi hyggede indtil det blev tid til at gå i seng. Jeg sov den nat klemt ned mellem 2 af de større piger i deres huset. Rigtigt hyggeligt, men derved erhvervede jeg mig desværre lus. De er dog så småt – heldigvis – ved at have forladt mit hår igen.  Fredag morgen kom og turen til bjergene stod for dagen. Pigerne var spændte og jeg var nu egentligt også ret klar på at komme af sted. Gåturen ud var hård og lang. Der var medbragt mad til os alle (ca. 65) og i dagens anledning var der ikke sparet på

Middagsmad i bjergene

hvad vi skulle have at spise. Det måltid vi fik i bjergene den dag, var det bedste jeg har fået i huset indtil videre. Vi fik pasta med tomatsauce, tortilla, et æg og kødpølse. Et KÆMPE måltid. Lækkert – men tungt at bære. Hjemturen derimod var knap så ”tung” men en anelse mere farlig.  Vores vejviser som også var Carolina som har ansvaret i de små pigers hus, bragte os ud på nogle meget stejle stier, eller stier er ikke det rette ord for den livsfarlige nedfart vi havde fra bjerget.  De mindste piger måtte sætte sig ned på numsen og glide ned  mens de større piger forsigtigt og stille og roligt brugte et piktrådshegn som gelænder. Jeg, som jo er en erfaren skiløber og snowboardløber, tog en kasserne på skuldrene og gled selvfølgelig bare sidelæns ned af bakken. Meget stilfuldt – bortset fra de (mange) gange jeg var ved at miste balancen og falde. Til mine store forbløffelse kom vil dog alle helskindet og sikkert ned. Thank you God!

Fredag aften havde nogle af volontørerne forberedt en Langfredaggudstjeneste med nadver og kun de større børn som virkelig ønskede at være med. Søndag var der normal gudstjeneste og mandag begyndte hverdagen med skole igen.

De 2 skaldede piger. Ja, for mig er det helt grotesk. Men de dyr som jeg tidligere omtalte som nogle af mine favoritdyr – lusene! – er bestemt ikke mine favoritdyr længere. 2 piger i vores hus havde så mange lus, at Carolina besluttede sig for at der ikke var andet at gøre, end at tage trimmeren og give dem en munkefrisure. Stakkels piger, men heldigvis ser de ikke ud til at tage det så tungt. Hvis det var mit hår, havde jeg nok ikke vist mig offentligt indtil det var groet ud igen.

Nu har hverdagen med skole så været i gang i en god uge. I dag har alle børnene dog haft fri, da det i dag er ”Arbejdernes Dag”. På lørdag tager jeg sammen med alle de andre danske volontører som jeg blev udsendt sammen med til Beliza for at forny vores visum. Jeg skal være af sted i 2 uger. En uge i Beliza og en uge på Rotan. Det bliver nogle uger med afslapning, dykning og mulighed for at komme helt til kræfterne igen og være der 200% for børnene når jeg kommer tilbage i slutningen af maj og har godt 2 måneder tilbage på børnehjemmet.  Kan allerede mærke nu hvor hårdt det bliver at sige farvel.

Nyd Danmark – Jeg nyder Honduras

Strøm, vand og en container

Vi har været uden vand, uden strøm, vi har fået vores container med mad, vi har sagt farvel til flere volontører og til en medarbejder, og jeg har hygget, leget og lært børnene bedre at kende. Alt i alt nydt tiden og børnene.

Uden vand på et børnehjem med ca. 500 børn – også selvom det kun var et døgn – var noget af en oplevelse, og jeg vil hurtigt indrømme, at jeg på det tidspunkt var meget glad for, at jeg ikke var en af de drenge, som havde spillet en hård basketballkamp, men sveden dryppende af dem, som skulle vente et døgn på at få et bad. Men ikke at have vand indebar selvfølgelig ingen bad for hverken os eller børnene, intet vasketøj, toiletter (mere behøver jeg vist ikke sige!) og en opvask som blev gjort noget mere besværlig. Ovre på farmen havde de en vandhane, som var koblet til et andet vandsystem, så derfra hentede de kæmpe baljer af vand, så servicen kunne blive vasket af til næste måltid og for børnene til at vaske hænder i. Udover det, måtte vi klare os uden vand. Så da vi næste morgenmad stod op kl. halv 5 for at komme ned og give børnene et bad, og der endnu ikke var kommet vand, følte jeg mig en smule snydt.

Mens dette stod på, snakkede jeg med nogle af de andre volontører om hvad der ville være værst – uden strøm eller uden vand? Der sagde jeg helt klart uden vand og da vi nu det sidse halvandet døgn ikke har haft strøm, kan jeg nu bekræfte det. Det er helt klart værst uden vand. At være uden strøm er faktisk hyggeligt. Vi gik alle rundt med lommelygter i går og da strømmen kom igen her til aften blev jeg lidt trist, men det varede dog ikke længe, for med det samme som strømmen kom igen, kom noget nær det højeste skrig jeg nogensinde har hørt nede fra de store piger. Man skulle tro at julemanden var kommet eller at de lige havde fået at vide, at de havde vundet en million – men nej, det var blot strømmen som kom igen. Men min pandelygte havde sin debut, da jeg skulle skifte en lille dreng, uden lys! Hvad gør man så? Ja, man tager da selvfølgelig pandelygten på, og så virker det hele bare optimalt. Den kan også anbefales til opvask, til at læse bøger ved og til at bager pandekager ved. I dag har vi også modtaget en længe ventet container.

Det sidste stykke tid har køkkenerne kørt på de sidse ressourcer med maden, så at containeren kom, betyder at børnene i morgen kan få moon pies til morgenmad igen og i det hele taget lidt bedre mad. Juhu! Næste uge er det Semana Santa, så der har alle børnene fri, så Kelsey og jeg har planer om at tage børnene fra vores hus ud og lege en masse udendørslege, sætte slide ’n slip op og tage dem til craft house i næste uge. Derudover regner vi også med at skulle overnatte sammen med børnene engang, så næste uge skal nok blive rigtig hyggelig.

Rigtig glædelige påske og Guds velsignelse.

Hverdagen på Emmanuel

Lus, kribl og kravl. Ja, lus er hverdag her på børnehjemmet. Hjemme i Danmark var lus ikke mit yndlingsdyr, men jeg tror det har sneget sig op på en 3. eller 4. plads hernede. Grunden til dette er, at jeg har fundet ud af, at man med lus kan underholde sig selv i rigtigt lang tid. Nu er der sikkert nogle som tænker, at jeg enten er blevet dehydreret eller har fået solstik – men nej, dog ikke. Jeg har bare oplevet at se hvordan børnene aften efter aften efter de har været i bad sætter sig på en lang række, og så dykker de ellers ned i hovedebunden på hinanden og ser hvor mange lus de har fået skrabet sammen løbet af dagen.  Meget hyggeligt og underholdende at stå og se på, og hvis man befinder sig inde i rummet, hvor det hele finder sted, skal man ikke være bleg for at sætte sig ned, og selv blive tjekket at 5 små piger, som hurtigt kommer rendende for at tjekke om DU har lus. Jeg har ved denne behandling kunne konstatere at jeg – endnu -  ikke har lus.

Rutinerne og hverdagen på børnehjemmet er ved at være lært efter knap 3. uger på Emmanuel. Efter 2 lidt frustrere

nde, spændende og lærerrige uger, har denne uge været mere ligetil med tillærte rutiner og børn som man efterhånden begynder at kunne huske navnene på. Mine opgaver på børnehjemmet nu er, at jeg om formiddagen er ”lærer” i special needs klassen, hvor vi har 9 børn, som alle har koncentrationsbesvær, følelser som meget let kommer i spil og er meget bagud mht. til skolegang, hvad de ellers fejler, tør jeg ikke gøre mig klog på.  Om eftermiddagen leger jeg med pre-school kids, som ellers tilbringer deres eftermiddag i gården sammen med special kids børnene.  Derudover er jeg blev tilsluttet de små pigers hus hvor jeg er til alle måltider, hjælper med at vaske op og får dem i bad i om aftenen.

Eksempel på mit liv på Emmanuel:

Kl. 6: Vækkeuret ringer … trykker på snooze

6.05: Trykker på snooze igen ..

6.10: Kigger mig søvnigt omkring og hopper ud af sengen

6.30: morgencirkel, hvor alle børnene i det hus jeg er tilsluttet synger, har andagt og beder. Derefter morgenmand, som består og moon-pies (en slags cookies) og varm mælk. Noget jeg allerede elsker.

8.30-11.00: Skole med special needs kids

11.45: Frokost i de små pigers hus

13.00: leg med pre-school kids

15.15-16.30: Aftensmad og badning af de små piger

16.30-22.00: Fritid

22.00: Godnat!

Børnehjemmet Emmanuel

Så er jeg endelig ankommet til børnehjemmet, som jeg gennem de sidste 4 måneder har gjort mig mange tanker om. Line, Dean, Helle og jeg ankom tirsdag aften klokken halv 8. Det var ret sent at kommer herud, så det resulterede i, at der ikke var nogle taxaer som kørte fra Guiamaca, som er byen ved børnehjemmet, og hen til børnehjemmet. Heldigvis havde vi Katjas (volontør koordinatoren på Emmanuel, som også er dansker) mobil nummer, og da vi selv havde fået købt på mobil og internet selv samme dag, fik vi ringet til hende og hendes mand kom og hentede os.

Da vi kom til volontørhuset blev vi taget rigtigt godt imod. Der stod en hel flok amerikanske volontører parate til at tage godt i mod os og byde os velkommen til vores nye hjem. Dean blev kørt videre til drenge volontørhuset, hvor der for tiden er en anden ung dreng og en ældre mand (omkring de 50 – ikke at man behøve være ældre fordi man er 50 (mor og far). Det er ligesom et kollektiv her. Vi deler bad og køkken, har tørretumbler og vaskemaskiner og hygger os med hinanden om aftenen.

De 2 sidste dage har været spændende men også lidt frustrerende. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad vores specifikke opgave her på børnehjemmet bliver. I går var vi alle nede ved todlerne (0-6 år) og lege lidt med dem og i kirke om aftenen. Det var en fed gudstjeneste med masser af lovsang og da der var en stor amerikansk gruppe foregik gudstjenesten på både engelsk og spansk, så jeg kunne også få noget ud af det. I dag har jeg været sammen med ”special needs” børnene. Jeg håber lidt jeg kommer til at det fremover. Det virker udfordrende, men meget spændende og så er de bare så kærlige og rare at være sammen med – det meste af tiden.

Til aften har jeg været oppe i den amerikanske gruppes hus og høre David og Lydia – stifterne af børnehjemmet – fortælle hvordan de blev kaldet af Gud til at sælge alt hvad de ejede og drage ud for at hjælpe andre mennesker og evangelisere. De er 2 meget inspirerende mennesker med en kæmpe tro på Gud og i på mirakler han kan udrette og stadigvæk udrette her på børnehjmmet Emmanuel. David og Lydia startede med 5 børn og har nu et børnehjem med ca. 500 børn og får stadigvæk tilsendt flere og flere fra staten. De oprettede børnehjemmet fordi det følte, at det var Gud kaldte dem til, og siden har han velsignet dem på de mest fantastiske måder.

Mi familia

Så kom den virkelig udfordring – at skulle ud at bo hos en familie. De sidste 2 uger har jeg boet i et værelse sammen med 4 af de andre piger på sprogskolen, hvor de andre også har boet. Keni – direktøren af sprogskolen – har lavet mad til os og vi har alle haft mulighed for at hygge os sammen og snakke en masse dansk til måltiderne, hvis det var det vi lystede. Men denne her uge er der blevet lavet om på det! Nu bor vi nemlig hos en spansk familie, som kun taler spansk. Jeg bor sammen med Dean, Jesper og Christel ved den sødeste dame som hedder .., Ja, sådan går det når man skal lære så meget nyt på en gang, så begynder man at glemme tingene. Det er noget af en udfordring, da der ved bordet kun bliver snakket spansk, hvilket de andre 3 er noget dygtigere til end jeg er. Men jeg sidder og lytter og prøver at forstå så meget som muligt og en gang imellem tvinger de andre mig til at sige noget, så jeg får en masse ud af det. Men om jeg er klar til at komme til Honduras og til Emmanuel med mit begrænsede spanske, er jeg ikke så sikker på. Til gengæld er jeg sikker på, at børnene lige meget hvor meget spansk jeg kan, vil tage godt i mod mig. De vil lege med mig og snakke en masse til mig, hvor jeg bare vil stå og ryste på hovedet og smile, de vil grine at min sjove dialekt på det spanske jeg kan, men de vil helt sikkert nyde at få en ny legekammerat. Lørdag morgen tager vi af sted til Copan, hvor vi vil overnatte 2 dage, så vi får mulighed for at se Maya ruinerne som ligger i Copan. Mandag kommer vi til Tegus (slang for Tegucigalpa) og tirsdag morgen regner vi med at tage af sted ud til børnehjemmet Emmanuel.

Sol, strand, vulkan, valentinsdag, spansk, spansk og atter masser af spansk

på toppen af vulkanen Akatinango hvorfra vi kunne se over til vulkanen Fuego

Så blev vulkanen besteget, søen besøgt og havet badet i. Valentinsdag blev fejret og det spanske går stille og roligt fremad. Ja, meget er blevet oplevet på en uge og endnu mere vil ske de næste par uge, når jeg kommer ud på børnehjemmet og en hverdag skal til at begynde.

 

Sidste weekend gik med at bestige vulkanen Akatinango, hvilket medførte at jeg havde super ondt i mine ben de næste 3 dage (jeg kunne stort set ikke sætte mig ned). Søndag var heldigvis stille og rolig. Vi var ude ved en super flot sø, omgivet af 3 vulkaner og 12 byer, som man kun kunne komme til ved at sejle. Hvordan søen var opstået vidste man ikke helt, men der var en teori om, at hele søen var et kæmpe vulkan krater og at de omgivende bjerge og vulkaner, var toppen af den vulkan.

Mandag begyndte lige på og hårdt med bøjning af spanske verber, fremtidsformer og en masse gloser vi skulle kunne udenad. Men, men, men. Mandag var jo en helt speciel dag – det var valentinsdag! En dag som det virkede til man gør rigtigt meget ud af hernede.  Vi havde alle fået én vi skulle købe en gave til, så mandag i vores 10-pause havde vi en lille fiesta (”fest”) hvor vi alle fik en gave og kage – en god og lækker tradition, som jeg synes man skulle overveje at indføre i skolerne hjemme i Danmark..

Resten af ugen forløb uden nær så spændende hændelser som valentinsdag, men bestod af en masse substantiver, verber, pronominer osv. Og det svære ved det, bliver når man på dansk ikke kan huske hvad et pronomium er og ens lærer kun kan snakke spansk?! Ja, hvad gør man så – man prøver at slå en masse ord op i ordbogen for at forstå det og til sidst spørger man de søde drenge – som sidder lige ved det andet bord og har en lærer som kan snakke engelsk (de er nu også rét gode til det spansk) – hvad det hele betyder, og selvfølgelig er de med det samme villige til at hjælpe 4 piger i nød.

Weekenden gik med sol og strand i Costa Rica. Hvad det kan siges om den weekend er at det var ren afslapning, det var rigtigt varmt og vi havde egen pool. Lidt luksus inden vi på lørdag kl. 3 om morgenen begynder rejsen mod Honduras. Vi tager en overnatning i Cupan og se Cupan ruinerne fra de oprindelige Maya indianere, søndag ankommer vi til Tegucigalpa (hovedstaden i Honduras) og så er der kun tilbage at finde en bus som går til Emmanuel, stige på den og vente spændt og nervøst på at se og møde børnene og menneskerne på børnehjemmet Emmanuel – Gud med os.

 

1. uge i Antigua

Så har jeg været afsted i en uge.  Og hvor er tiden bare gået hurtigt,  samtidig med at jeg føler, at jeg har været i sted i meget længere tid end en uge. I mandags begyndte vi med spanskundervisningen. 6 timer spansk om dagen er hårdt, når man det sidste halve år har nyt endelig – for første gang i 13 år – ikke at sidde på skolebænken 5 dage om ugen. Og det er SVÆRT at lære et nyt sprog. Der er rigtig meget fokus på at få et stort ordforråd, så det tiden går mest med, er at sidde og terpe. Noget jeg ikke har været vant til, da det jo ikke er så anvendt en metode i de danske skoler, men samtidig har vi også meget kort tid, til at lære så meget som muligt.

Men undervisningen og underviserne er gode. I går (torsdag) var vi på markedet med vores på lærer for at købe ind til aftensmad og så skulle vi stå for en aftensmad. En gruppe stod for forret, en for hovedret og en for dessert. Alle ingredienserne så super lækre ud og menuen lød god, men det gik ikke helt som planlagt. Komfuret vi skulle bruge var ikke induktion og “panden” var over et ildsted, som skulle tændes op, så i stedet for at det tog en time at lave mad kom det til at tage en 3-4 timer. Det hele endte med at vi fik halv-gennemstegte frikadeller med rigtig  lækker tomatsalat og overkogte pasta. Desserten derimod gik det fint med men forretten kom aldrig rigtig op at koge – en supper – så den venter vi spændt på at skulle have til frokost i dag.

I dag har vi været på kaffe-museum og musik-museum. Vi fik forklaret udførligt hvordan man laver kaffe(på engelsk)  - og hvis jeg skal være ærlig, har jeg allerede glemt det meste af det, men det VAR en meget spændende rundtur. Musik-museet viste en masse musik instrumenter som maya indianerne bruger og brugte i gamle dage.

Jeg begynder så småt at glæde mig til at kommer videre. Vi har endnu 2 uger tilbage her i Antigu i Guatemala men derefter går turen mod Honduras og Børnehjemmet Emmanuel. Jeg er rigtig spændt på at møde alle børnene på børnehjemmet og blive en del at hverdagen og se hvordan det hele fungerer.

Men fokus lige nu, er på weekenden som er her om en 4 timer når vi er færdig med det spanske. I morgen tidlig (ja, kl halv 5, så det er tildigt!) skal vi “bestige” en vulkan og søndag skal vi ud at sejle på en flod.

Hasta Pronto ! Dios le Bendiga…

Hello world!

Velkommen til min blog.

D. 4 februar rejser jeg til Guatemala hvor jeg skal være på sprogkursus i 2-3 uger. Derefter rejser jeg til Honduras, hvor jeg skal være på børnehjemmet Emmanuel knap et halvt år.

Du er meget velkommen til at følge med her på min blog, hvor jeg vil lægge billeder ind fra børnehjemmet og skrive om min dagligdag og oplevelse på børnehjemmet.